Frigørende åndedræt kombinerer dybe vejrtrækninger med en bevidsthed om, at vores tanker er skabende. Vi skaber langt mere med vores tanker, end vi overhovedet aner, både i positiv og negativ retning.
Om åndedrættets healende kraft
Åndedrættet er et fantastisk værktøj til at opnå personlig og spirituel udvikling. En session varer ca. en time med dybe, blide åndedrag – som kan forløse tilbageholdte følelser, frigøre begrænsende tankemønstre og opløse blokeringer i kroppen.
Åndedrættet bringer dig i en ekstraordinær bevidsthedstilstand, hvor det er muligt at få fortrængte oplevelser og følelser op i bevidstheden. Her kan man bearbejde dem, slippe fortiden og øge sine muligheder for at leve fuldt ud i verden med tryghed, åbenhed, glæde og kærlighed.
Åndedrættet kan bringe dig i kontakt med den, du i virkeligheden er: Ren væren, forbundet med alt i universet. Som kilde til spirituel fordybelse har åndedrættet været brugt i årtusinder i forskellige spirituelle traditioner. Prana Yoga er nok den mest kendte.
Sessionerne kan også foregå i vand. Vejrtrækningen foregår i et 38° varmt bassin, hvor du bliver holdt af flere andre. Det varme vand, trygheden og nærværet fra dem, der holder dig, giver en helt særlig nærhed. Det er muligt at komme meget dybt og evt. få kontakt med følelser, der stammer helt tilbage fra fødslen.
Tanker er skabende
I Åndedrætsterapi lægges der vægt på at identificere de negative tanker, vi huser i det ubevidste. Ved at få disse negative tanker op i det bevidste sind, og derefter ændre dem til positive, livsbekræftende tanker og forankre dem gennem det dybe åndedræt, kan vi ændre vores livssituation totalt.
Vi kan frigøre os fra forestillinger om os selv fra fortiden, f.eks. ”Jeg er ikke god nok”. Et menneske, som har denne sætning kørende i sit ubevidste, vil skabe og tiltrække situationer, der bekræfter sætningen. Et menneske, der kan tænke og føle: ”Jeg er god nok”, har en helt anden udstråling og tiltrækker helt andre situationer.
Et Kursus i Mirakler
En anden lære, som ofte kombineres med det bevidste åndedræt, er den spirituelle vejledning, som er nedfældet i bogen ”Et Kursus i Mirakler”. Den er nedskrevet af den amerikanske psykolog Helen Schucman, men siges at komme fra Jesus Kristus, kanaliseret til Schucman. Kurset udkom i 1976. Det behandler universelle åndelige temaer og er blevet betegnet som den bedste syntese af psykologi og spiritualitet, man nogensinde har set.
Erfarne åndedrætsterapeuter der gæster Danmark
Åndedrætsterapien, som vi praktiserer den, blev skabt i 70’erne af amerikaneren Leonard Orr. Han kaldte det Rebirthing, fordi det kunne bringe deltagerne helt tilbage til oplevelser fra fødslen. Vi er heldige ind imellem at kunne medvirke til at nogle erfarne udenlandske åndedrætsterapeuter gæster Danmark. Det gælder Binnie A. Dansby, som i mange år har uddannet åndedrætsterapeuter i Danmark, og Sondra og Markus Ray.
Andre former for åndedrætsterapi
Som nævnt bruges åndedrættet i flere forskellige terapeutiske teknikker og spirituelle udviklingsveje.
Her skal nævnes Holotropisk Åndedrætsterapi. Denne form er udviklet af Stanislav & Christina Grof. Den kombinerer et kraftigt åndedræt med udtryksfuld og forløsende musik for at aktivere vores indre healingspotentiale.